Forside | Kontakt | Sitemap | Print
Nyheder

Kosmetikerfagets Bedømmelsesplan

 

Januar 2012

 

Hent hele bedømmelsesplanen her 

 

Når skolen har udstedt skolebevis, indstilles eleven af skolen til svendeprøven. Prøven afholdes efter sidste skoleperiode og så tæt på elevens udlæringstidspunkt som muligt. For elever der er påbegyndt den 2 ½-årige kosmetikeruddannelse, afvikles svendeprøven som følger:

 

Svendeprøven afvikles i perioderne ca. den 1. – 30. november eller ca. den 15. april – 31. maj i det år, hvor uddannelsesaftalen udløber, og aflægges altid i slutningen af sidste praktikperiode. Svendeprøvedisciplinerne kan senest 4 uger før svendeprøvens afvikling, hentes på fællesudvalgets hjemmeside www.kosmetiker.dk

 

I tilfælde, hvor elevens uddannelsesaftale er påbegyndt på datoer der bevirker, at sidste skoleperiode eller svendeprøven ikke kan afvikles inden udløbet af uddannelsesaftalen, vil Frisør og Kosmetikerfagets Fællesudvalg i henhold til erhvervsuddannelsesloven § 59 træffe afgørelse om en forlængelse af elevens uddannelsestid. Fællesudvalget vil i disse situationer træffe afgørelse om en forhøjet elevløn for denne periode. Virksomheden skal i disse tilfælde selv foranledige, at uddannelsesaftalen bliver forlænget, hvilket sker ved henvendelse til den skole, hvor eleven modtager sin undervisning.

 

Anmeldelsen om svendeprøve til Frisørfaget Fællesudvalg sker på skolens foranledning ved begyndelse af 2. hovedforløbs skoleperiode.

 

Prøven afvikles i henhold til bekendtgørelsen om uddannelse til kosmetiker BEK. 136 af 28. februar 2008

 

Betaling af prøven.

Elevens praktikvært opkræves et gebyr, som skal dække fællesudvalgets samlede udgifter til afholdelse af svendeprøven. Beløbet dækker bl.a. udgifter til skolen, skuemestre, tilforordnede samt fællesudvalgets øvrige udgifter i forbindelse med svendeprøvens afvikling. Elevens - samt modellernes udgifter, herunder rejse, ophold, fortæring o.l. afholdes af praktikværten og er således ikke inkluderet i det opkrævede gebyr.

 

Svendeprøvegebyret kan variere afhængig af elevindtaget. Ved medlemskab af Danmarks Organisation for selvstændige frisører & kosmetikere (dofk)) opkræves der ikke et svendeprøvegebyr, da dofk indbetaler dette for sine medlemmer.

 

Afvikling af prøverne.

Svendeprøvens discipliner udvælges og placeres i tidsprogrammet, udarbejdet af Frisør og Kosmetikerfagets Fællesudvalgs kosmetiker repræsentanter ud fra de discipliner, som eleven har modtaget undervisning i, i henhold til bekendtgørelsen. Ligeledes fastsætter Frisør og Kosmetikerfagets Fællesudvalg datoerne for prøvens afholdelse. Prøven afvikles over 1 dag.

 

 

 

Modeller

Forbedømmelse:

Alle modeller skal forbedømmes efter følgende regler.

Ved prøvens påbegyndelse skal skuemestrene konstatere, om alle modeller er af en sådan kvalitet, at prøven kan gennemføres forsvarligt.

 

Selvvalgt:

Hvor disciplinen kræver selvvalgt model, og hvor mangel på faglig udfordring til løsning af disciplinens opgave opstår, får eleven karakteren 0 i en af disciplinens delkarakter. 

 

Derefter:

1.      Eleverne sikre modellens omklædning og placering ved den pågældende plads.

2.      Eleverne forlader lokalet.

3.      Skuemestrene forbedømmer modellerne.

4.      Først herefter må eleverne komme tilbage til lokalet.

5.      Disciplinen påbegyndes.

 

Lodtrækning:

Hvor disciplinen kræver selvvalgt model med lodtrækning, og hvor mangel på faglig udfordring til løsning af disciplinens opgave opstår, vil eleven der har medbragt modellen kun opnå karakteren 0 i en af disciplinens delkarakter, og eleven får selv modellen.  

 

Derefter:

1.      Den tilforordnede foretager lodtrækning - modelnavne påføres liste med plads nr. Listen kontrolleres under disciplinens afvikling.

2.      Eleverne sikre modellens omklædning og placering ved den pågældende plads.

3.      Eleverne forlader lokalet.

4.      Skuemestrene forbedømmer modellerne.

5.      Først herefter må eleverne komme tilbage til lokalet.

6.      Disciplinen påbegyndes.

 

 

Alle modeller skal forbedømmes efter følgende regler:

 

 

  1. Eleven forlader lokalet.
  2. De to tilforordnede foretager lodtrækning – modelnavne påføres liste med plads nr. Listen kontrolleres under disciplinens afvikling.
  3. Skuemestrene forbedømmer modellerne – noterer evt. kasserede modeller.
  4. Først herefter må eleven komme tilbage til lokalet.
  5. Disciplinen påbegyndes.

 

 

Hvis en model bliver syg?

Hvis en model bliver syg under prøven, kan eleven vælge følgende:

  1. At der i disciplinen der mangler at blive udført for denne model, afgives et 0 pr. skuemester, i de tilhørende karakterer.
  2. Eller eleven kommer op til en ny førstkommende prøve i de/den ikke udførte disciplin/er.

 

Pladsnummer.

Pladsnumrene skal være fortløbende – 1, 2, 3, 4 osv. Eleverne skal placeres på samme måde i lokalet med fortløbende pladsnumre. Fællesudvalget udarbejder et sæt klasselister. Denne liste skal følges, da den nøje angiver elevernes placering i lokalet.

 

Sted for prøvens afholdes. 

Fællesudvalget beslutter på hvilken skole, prøven skal afvikles. Det tilstræbes, at prøven afvikles på den tekniske skole, hvor eleven har modtaget undervisning, men dette afgøres i hvert tilfælde af elevantallet på den enkelte skole. Fællesudvalget kan i særlige tilfælde samle eleverne fra flere tekniske skoler, og afvikle en fælles prøve for et større område.

 

Karakterskala.

Karakterskalaen der anvendes går fra -3 til 12,0 med 12,0 som den højeste karakter, og den enkelte karakter gives i hele tal.

 

Ved udregning af gennemsnittet for den enkelte disciplin, fremkommer karakteren med 1 decimal. Den afsluttende gennemsnitskarakter for hele prøven fremkommer ligeledes kun med 1 decimal.

 

Udregningen af karakterer foretages for hver enkel disciplin, som summen af de afgivne karakterer divideret med antallet af skuemestre. Der finder ingen afrunding sted ved gennemsnitsberegningerne.

 

Hver skuemester afgiver en karakter for hver disciplin. 7 trins skalaen skal anvendes. Eleven har bestået svendeprøven, hvis der i alle disciplinerne sammenlagt er opnået en gennemsnitskarakter på 2,0 eller derover.

 

Resultatet af prøven meddeles mundtligt af fællesudvalgets tilforordnede til eleven, mesteren og skolen i forbindelse med svendeprøvens afslutning. Meddelelsen om prøvens resultat afgives i følgende meddelelsesform:

 

Antaget med guldmedalje                 = karakteren 12

Antaget med sølvmedalje                 = gennemsnitskarakteren 9,5

Antaget med bronzemedalje            = gennemsnitskarakteren 8,0

Antaget med ros                             = gennemsnitskarakteren 7,0

Bestået                                          = en karakter på mindst 02,0

Ikke bestået                                  = en karakter mindre end 02,0

 

De afgivne karakterer oplyses ikke. Dog kan en elev, der ikke har bestået sin prøve, kræve alle sine karakterer udleveret indenfor en tidsfrist af 14 dage. I så fald vil det dog ikke fremgå, hvilke skuemester der har afgivet den enkelte karakter.

 

Når uddannelsen afsluttes, vil eleven på sit svendebrev få oplyst gennemsnitskarakteren. Svendebrevet modtages med posten på den sidste læredag.

 

 

Tvistigheder.

Eventuelt opståede tvistigheder eller tvivlsspørgsmål omkring svendeprøven, afgøres af den tilforordnede ved prøvens afholdelse, eller af formanden for Frisør og Kosmetikerfagets Fællesudvalg.

 

 

Skuemestre.

Den afsluttende prøve bedømmes af 4 skuemestre udpeget af Frisørfagets Fællesudvalg.

 

2 skuemestre efter indstilling fra dokf, og 2 skuemestre efter indstilling fra Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund.

 

 

Vilkårene for afholdelse af ny svendeprøve.

Såfremt en elev ikke opnår et tilfredsstillende resultat ved svendeprøven – det vil sige karakteren 2,0, skal eleven tilbydes en ny prøve, i henhold til bekendtgørelse nr. 671 af 29. juni 2005 – bekendtgørelse om uddannelsen til kosmetiker § 22

 

§22. Elever, der ikke består svendeprøven, har ret til en ny svendeprøve i de discipliner, der ikke er bestået. Hvis eleven er forhindret i at deltage i - eller fuldføre svendeprøven på grund af sygdom, har eleven ret til en svendeprøve på et senere tidspunkt. Det faglige udvalg fastsætter tidspunktet for prøven. Eleven kan normalt kun deltage i en svendeprøve 2 gange. Det faglige udvalg kan dog i særlige tilfælde dispensere herfra.

 

Stk. 2. Elever kan indgive klage til det faglige udvalg over forhold vedrørende svendeprøven, hvis klagen er begrundet i forhold til tilsvarende reglerne om klager over prøver i bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser. Det faglige udvalg træffer afgørelse, om der skal ske ombedømmelse eller gives tilbud om omprøve, eller om klagen ikke kan tages til følge. Klager over svendeprøven skal være indgivet til det faglige udvalg senest 2 uger efter, resultatet for svendeprøven er meddelt eleven.