De almene fag under pres
Uddannelsesforbundet vil gerne opfordre medlemmerne af de faglige udvalg og de lokale uddannelsesudvalg til at tænke sig om en ekstra gang når uddannelsesordningerne og de lokale uddannelsesplaner skal revideres. De almene grundfag er de seneste år kommet under pres og har måttet vige til fordel for en faglig specialisering.
Moderne håndværkere og faglærte har i stigende grad brug for gode almene kompetencer. Elektrikeren skal kunne læse en manual på engelsk, og tømreren skal kunne læse beskrivelser på nye materialer eller nye sikkerhedskrav. Arbejdsmarkedet kræver, at håndværkere – udover at være fagligt dygtige - også er omstillingsparate og fleksible, kan kommunikere og tænke selv, er selvstændige og rige på initiativ.
Det er Uddannelsesforbundets klare opfattelse at erhvervsuddannelserne skal omfatte tre ligeværdige aspekter:
- håndværksfaget
- muligheden for videreuddannelser
- eleven som samfundsborger
Derfor er det vigtigt at holde Erhvervsuddannelseslovens formålsparagraf for øje, når de faglige udvalg og lokale uddannelsesudvalg udformer uddannelsesordninger og lokale uddannelsesplaner.
Uddannelsesforbundet har udarbejdet pjecen Bevar de almene fag i erhvervsuddannelserne. Pjecen er tænkt som et oplæg til debat om erhvervsuddannelser som hele ungdomsuddannelser. Uddannelsesforbundet ser frem til dialogen både på lokalt og centralt niveau.
Link til pjecen der samtidigt er vedhæftet: www.uddannelsesforbundet.dk/~/media/9E2F35B3A3DA4D56A008A2862546494D.ashx
Med venlig hilsen
Hanne Pontoppidan Jan Hjort
Formand for Uddannelsesforbundet Næstformand for Uddannelsesforbundet