Forside | Kontakt | Sitemap | Print
Nyheder

Vilkårene for afholdelse af ny svendeprøve:

Såfremt en elev ikke opnår et tilfredsstillende resultat ved svendeprøven - det vil sige karakteren 2,0 i de enkelte discipliner, skal eleven tilbydes en ny prøve, i henhold til bekendtgørelsen:

 

6.5.2. Elever, der ikke består svendeprøven, har ret til en ny svendeprøve i de discipliner, der ikke er bestået. Hvis eleven er forhindret i at deltage i eller fuldføre svendeprøven på grund af sygdom, har eleven ret til en svendeprøve på et senere tidspunkt. Det faglige udvalg (svendeprøvekommissionen) fastsætter tidspunktet for prøven. Eleven kan normalt kun deltage i en svendeprøve 2 gange. Det faglige udvalg kan dog i særlige tilfælde dispensere herfra.

 

6.8. Elever kan indgive klage til det faglige udvalg (svendeprøvekommissionen) over forhold vedrørende svendeprøven, hvis klagen er begrundet i forhold tilsvarende reglerne om klager over prøver i bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser. Det faglige udvalg (svendeprøvekommissionen) træffer afgørelse, om der skal ske ombedømmelse eller gives tilbud om omprøve, eller om klagen ikke kan tages til følge. Klager over svendeprøven skal indgives til det faglige udvalg (svendeprøvekommissionen) senest 2 uger efter, resultatet for svendeprøven er meddelt eleven.

 

Elever der ikke har bestået svendeprøven, indkaldes til en nye prøve i de discipliner der ikke er bestået med beståelseskarakteren.

 

Elever der har deltaget i forårsprøven indkaldes til ny prøve, i de ikke beståede discipliner, i perioden 15. august - 15. september.

 

Elever der har deltaget i efterårsprøven indkaldes til ny prøve, i de ikke beståede discipliner, i perioden 15. februar - 15. marts.

 

Den nye svendeprøve afvikles over 1 - 2 dage, og eleven deltager kun i de ikke beståede discipliner, men skal på den nye prøvedag udføre hele disciplinen - det gælder også den del af disciplinen der evt. allerede er bestået, men der afgives kun karakter for den ikke beståede del af disciplinen.

 

De elever der skal op til en ny prøve vil, efter det svendeprøvekommissionens skøn, blive samlet på en eller flere skoler.

 

Elever der skal op til en ny prøve, kan kun opnå betegnelsen ”antaget”.

 

Betaling af den nye prøve.

 

Alle læremestre, der har en elev der ikke har bestået den ordinære svendeprøve vil blive opkrævet et nyt svendeprøvegebyr, som skal dække svendeprøvekommissionens samlede udgifter til den ekstra svendeprøve. Beløbet dækker bl.a. udgifter til skolen, skuemestre, tilforordnede, samt svendeprøvekommissionens øvrige udgifter i forbindelse med svendeprøvens afvikling. Elevens - samt modellernes udgifter, herunder rejse, ophold, fortæring o.l., afholdes af læremesteren og er således ikke inkluderet i det opkrævet gebyr.